skip to Main Content

TROR DU KUN KUN, AT DU ER GOD NOK,
– HVIS ANDRE SIGER DET?

Vi har alle behov for at blive set, elsket og anerkendt for det, som vi er.
Desværre hægter vi ofte vores succes op på målbare kriterier. Altså noget vi kan bedømme og måske endda teste effekten af.

Når vi møder et nyt menneske, vil vi oftes gerne vide, hvad de laver rent jobmæssigt, for dette giver os en vis tryghed. Vi kan da sætte det nye bekendtskab ind i en bestemt kategori, og på denne vis føle, at vi kender lidt til mennesket bag.
Men gør vi det?
Hvor meget kan vi egentlig vide om mennesket “bag” jobbeskrivelsen?
Óg hvad hvis vi møder et menneske, der ikke har en jobbeskrivelse, eller som ikke laver noget der kan måles, eller som ikke er stolt af beskrivelsen?

I min undervisning lader jeg oftest deltagerne præsentere sig selv ud fra andre kriterier en jobbeskrivelsen.
Dette er nu ikke fordi, at jeg er imod jobbeskrivelser og titler. Jeg forstår også godt, at dette ofte er den korteste vej til en præsentation.
MEN vi er så meget mere, ikke sandt?
Vi indeholder kompetencer der rækker langt langt ud over jobbeskrivelsen, og vi indeholder også kompetencer, der ikke er synlige for øjet, som ikke er målbare eller som kan være svære at italesætte.

Lad mig lige vende tilbage til min overskrift;

Tror du kun, at du er god nok, hvis andre siger det til dig?”

Hvordan opfatter du denne overskrift?
Er der noget om det?
Eller er andres mening fuldstændig ligegyldig for dig?

Det er de færreste, der kan svare ja til det sidste spørgsmål.
`For vi er jo mennesker med empatiske evner, der spejler os i hinanden, og netop har denne unikke evne indbygget i os som spejlneuroner.
Derfor skal vi naturligvis heller ikke efterstræbe, at være fuldstændig ligeglade med andres meninger, men det vil være skønt, om vi blev naturligt selv-glade i os selv!!!
Det ville være skønt, hvis vi ikke behøvede andres anerkendelse for at fylde os selv op. Hvis vi blot kunne stole på os selv, og give os selv den anerkendelse, kærlighed og tillid, som vi inderst inde higer så voldsomt efter.

For et par dage sige lød nyhedernes overskrifter, at hver anden dansker er ramt af stress.
Jeg tænker, at det ikke er hver anden dansker, der er direkte syg af stress, men som dog er berørt af stress – på en eller anden vis.
Det kan være børn og pårørende til stressramte, – og under alle omstændigheder er der noget alvorligt galt, som vi bør tage fat på.
Ikke blot overfladisk, men lad os tage fat om roden.

Stress og præstationsræs rammer de fleste, og man siger ofte, at det er ansvarsbevidste, præstationsmennesker og perfektionister der lider mest af stress. `Dog vil jeg sige, at det er svært at komme udenom i et samfund, hvor vi bedømmer og bedømmes konstant.
Vi sætter kroppen i et kæmp eller flygt beredskab for at kunne yde vores optimale, for at få/modtage den næste medalje, den næste ros, den næste anerkendelse!!!

Jeg indledte med at skrive, at vi alle ønsker at blive set, elsket og anerkendt for den/det som vi er. `Men hvad med den anerkendelse der kommer indefra?
Hvad ville der ske, hvis du modtager den anerkendelse fra dig selv. Hvis du selv ser, elsker og anerkender dig selv?

Lad os anerkende os selv for at være mennesker.
Lad os anerkende alle dele af os. `Også den del af os, der lammer os med stress, fordi vi selv beder om det!
WHAT???
BEDER VI SELV OM STRESS – BØR VI ANERKENDE STRESS?

Ja, i min model af verden, er stress en smart indbygget menneskelig mekanisme, hvor vores krop gør det, som vi beder den om.

I gamle dage var vi jægere, og når man jæger, og møder et bytte, er det smart, at være i højeste beredskab og kun tænke på at kæmpe eller flygte.

Når vi så, i vores moderne samfund, ønsker at vise vores bedste og jage byttet, – som nu er anerkendelsen, så beder vi kroppen gøre det samme.

Vi beder krop (og sind) om at træde i beredskab, jage anerkendelsen
– og stressen sætter ind…

Så ja, første skridt til at tage fat om roden er at starte med anerkendelse.
Anerkendelse af dig selv som et pragtfuldt, perfekt og smart menneske, – og anerkendelse af stressen, som en del af dig, der retter ind efter dine befalinger.

Godt så lad os nu vende det hele om.
Lad os stoppe jagten på anerkendelsen udefra og slippe stressen …

Jeg vil gerne invitere dig til at finde et papir frem og anerkende dig selv for alt det, som du indeholder. Fyld dig selv op med selv-anerkendelse.

Skriv ikke blot taknemmeligheds dagbog,
men skriv ANERKENDELSES dagbog.

Gå ud og køb dig den smukkeste dagbog, som virkelig passer til dig. Den skal være smuk, pragtfuld og fyldt af stolthed.
Hver aften før du ligger dig til at sove, skal du skrive, alt hvad du anerkender dig selv for.
Start gerne med dit udseende, dine smukke øjne og alt hvad du kan finde på. Gå derefter videre til dine talenter, – både de åbenlyse og de mere skjulte.
Anerkend dig for din særlige personlighed, for alt det, som du har bedrevet, og alt det som du ønsker at skabe.
Anerkend dine tanker, ideer, din passion, dit begær. Anerkend alt ved dig. Ros dig selv til skyerne, og tag det til dig.

Hvis du virkelig vil tilsætte styrke til processen, så gør det til en vane, at se dig selv i spejlet  – hver dag, og ros dig selv.

Hvad tror du egentlig, at dette (denne form for ros og anerkendelse) vil gøre ved/for dig?
Hvilken person tror du, at du vil kunne blive igennem denne process?
Hvad tror du, at du vil kunne udrette?

Sidst men ikke mindst … Hvor meget anerkendelse vil nu være nødvendigt at jagte???

Ps. Hvis du er stresset, så glæd dig over at skabe store forandringer igennem denne simple opmærksomhed.
Du fortjener det bedste, og det gør dine omgivelser også …

Kærligst & Namasté

 Sussanne


Ps. Vil du med på en uges intens rejse ind i dig selv og i kontakt med din dybeste kilde, væren og kald?
Læs om Mind & Spirit Mentor er for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top