DAGBOG OVER MIND & SPIRIT MENTOR
Af Viktoria Handberg
Følg hendes levende blog på: www.viktoriahandberg.dk
AFSLØRING: JEG ER SPIRITUEL
– Ja, hvorfor har jeg dog været bange for at afsløre dét?
Det er kun første dag på Mind & Spirit Mentor-uddannelse hos Sussanne Wexø, og NU tør jeg omsider sige det rigtigt højt. Det har jeg nemlig altid været bange for.
Men nu er der er ikke noget at være bange for længere, for jeg elsker min spiritualitet. Jeg tør godt at være med at nogle synes jeg er underlig. Det må de gerne nu – jeg har nemlig fundet accept i mig selv, og jeg fundet mig en flok, hvor jeg hører til, så jeg er ikke så bange for at blive dømt og vurderet længere.
Jeg sidder lige nu på Riccos og skriver efter en rigtig dejlig første dag. Jeg er på et kursus i denne uge som Mind & Spirit Mentor – moderne spirituel mentor hos Sussanne Wexø, hvor jeg blogger fra hele ugen. Kurset foregår inde i ShantiRoom, som er et af mine favoritsteder i hele København. Og nu tror jeg det er ved at være NU at jeg afslører, at jeg er spirituel.
Jeg har frygtet dommene
Jeg er faktisk nok meget spirituel, når det kommer til stykket. Det vidste I måske nok, man har muligvis kunne afkode det af mine blogindlæg og mine skriblerier på sociale medier.
Jeg vidste det også godt, at jeg er ret spirituel, men jeg har helst gerne ville holde det lidt skjult. Jeg har ikke rigtigt turde stå frem med det. Jeg har været bange for at blive dømt som mærkelig, underlig, useriøs, uprofessionel, dum, latterlig og alt muligt andet i den kategori. Men det ved jeg nu, at det ER der nogen, der synes OG det ER jeg ikke bekymret over længere. Det er faktisk helt okay. Jeg har accepteret min egen spiritualitet så meget, at det ikke længere generer mig, hvis nogen synes jeg er forkert og dum. Dét synes jeg nemlig ikke, at jeg er.
Det er ret sårbart for mig og lidt nervepirrende at vise verden, fordi jeg har brugt en stor del af mit liv på at skjule det for andre (og mig selv). Jeg har tidligere i mit liv kun delt det med meget få og meget lidt. Toppen af isbjerget så at sige. Så det bliver en dyb uge, fornemmer jeg… Jeg er klar… og nervøs på samme tid.
Min spiritualitet – hvad er den så?
Min spiritualitet består blandt andet af, at jeg er en meget søgende sjæl. Jeg har siden jeg var barn følt at jeg søgte mod det, man ikke kunne se. Jeg tænkte meget og talte meget om alt muligt. Jeg begyndte at føle en tiltrækning mod Gud og læste biblen. Jeg følte ikke jeg var religiøs, men jeg mærkede at jeg troede på noget i universet, noget guddommeligt, nogen jeg kunne snakke med og bede om hjælp hos. Det gør jeg stadig. Jeg mødte en veninde som havde meget spirituelle evner og interesser, og jeg følte mig enormt draget mod dem. Jeg elskede at høre dem fortælle, og de fortalte om, hvad de kunne se i mig – at jeg havde evner. Det åbnede og legitimerede noget for mig. I mine sene teenageår og begyndelsen af tyverne kom jeg på spirituelle messer og fik englekort, som jeg begyndte at bruge. De seneste år er især pendulering, englekort, meditation og chanting-musik været en del af mit liv. Jeg er vild med det.
Det kan godt blive for hokus pokus for mig, og der er meget i den spirituelle verden jeg ikke tror på, men jeg har det, jeg føler mig forbundet til, og det giver mig enorm stor ro og glæde i mit liv.
Mind & Spirit Mentor – hvad er det?
Vi startede kurset i dag hos Sussanne med en slags grundindføring i moderne spiritualitet. Den slags der kan lade sig gøre for moderne mennesker, der fx bor i byen, har arbejde og familie og som ikke sidder i et kloster i Tibet eller kan lige tage på en rejse til Indien.
Sussanne er den kærligste, dejligste mentor og en skøn kvinde at være i rum med. Hendes nærvær og ro er fantastisk. Hun har sagt til os at hun hele ugen vil rette os, når vi kommer til – af vane – af sige ”jeg kan ikke…”, ”jeg er ikke…” men i stedet henlede os kærligt på at vi kan og vi er.
Vi lavede en øvelse omkring at følge vores kald og her skulle vi kun tale i ”Jeg er”-form. Som om det, vi drømmer om, allerede sker. Sussanne arbejder ud fra sit mantra kærlighed – åbenhed – bevidst ikke dømmen og det tiltaler mig meget, for det er sådan, jeg ser mig selv. På uddannelsen skal vi finde ind til at vi er vores egen guru og det synes jeg er super spændende. For jeg deler hendes opfattelse – vi ved alle sammen dybt inde, hvad vi skal med vores liv. Vi har mange gange vidst det lige siden vi var børn.
Det, vi længes efter er det, vi kan. Det tror jeg virkelig. Spørgsmålet – og udfordringen – er så at tage skridtene mod dine længsler og udleve dig selv. Og det kan virkelig være hårdt. Det ved jeg alt om. Men hver dag føler jeg, at jeg kommer lidt nærmere.
Viktoria
Vil du læse mere om Sussannes mentor-uddannelse så læs med her på Mind & Spirit Mentor.
DAG 2
Tip: Sådan nulstiller du dagen, får sovet dybt hele natten og vågner op glad næste morgen
Det er anden dag på Mind & Spirit Mentor-kurset/uddannelsen, som jeg er på i denne uge, og vi lærer simpelthen så meget. Vi har i dag lært et rigtigt godt tip til at afslutte dagen og falde i en dyb søvn, fået spirituelt legetøj – eller redskaber om du vil – og lavet clairvoyance. Og så ændrer vi vores negative tanker med en rigtig god øvelse.
Tilbage til udgangspunktet
Du gør simpelthen det, at du lægger dig i fosterstilling i din seng og putter dig med dig selv og lukker ned for dagen, så du er klar til at blive genfødt, når du vågner om morgenen – forstået sådan, at når du vågner er du klar til en ny dag, helt ny. Jeg synes det er et rigtigt smukt ritual, og jeg tror faktisk at når man ligger der, er det umuligt ikke at elske sig selv rigtigt meget. Det minder én om, hvor lille og fin man egentlig er inderst inde.
Jeg er…
Mens du ligger der laver du en ”Jeg er”-øvelse. Du siger en masse positive bekræftelser til dig selv i ”Jeg er”-form. Når det er det sidste du hører dig selv sige/tænke inden du sover, hjælper det med at vågne op gladere, og simpelthen føle sig mere selvsikker og positiv dagen efter, fordi det vil ligge og arbejde i din underbevidsthed natten over.
Du kan for eksempel sige til dig selv/tænke inde i dig selv:
Jeg er succesfuld
Jeg er elskelig
Jeg er dygtig til mit job
Jeg er selvsikker
Jeg er en god mor
Jeg er glad
Jeg er sund og rask …
80 % af vores tanker er negative – og genbrug fra i går
Undersøgelser viser, at positive bekræftelser øger mængden af de såkaldte lykkehormoner i hjernen, og at ved at gentage positive tanker om os selv, får vi det bedre med os selv. Nogle mener at op til 80 % af vores tanker hver dag er negative eller har en negativ hensigt, og at mange af disse tanker er genbrug fra dagen før. Men vi kan omkode os selv til at tænke mere positivt om os selv – og lyve over for vores hjerne, som automatisk tænker negativt.
Det kræver øvelse, men det kan lade sig gøre.
Legetøj for spirituelle voksne – tarotkort og pendulering
I dag arbejdede vi også med pendulering og tarotkort, som personligt er nogle af mine favorit
redskaber.
Pendulering er en direkte kanal ind til din højeste indre visdom og universets knowingness, altså den der kombination af din egen intuition og hvad universet ved og har af budskaber til dig. Det er et redskab som kan hjælpe dig med at træffe vigtige beslutninger ud fra hvad du aller inderst gerne vil og er bedst for dig at gøre – og det er ikke altid det samme som du tror. Man kan virkeligt blive overrasket.
Vi oplevede noget helt vildt spændende med tarotkortene. Vi fik lagt en gruppe-opstilling. Det betyder, at Sussanne lagde kortene så de gjaldt på det vi alle hver især spurgte om inde i os selv. Jeg spurgte til mit kærlighedsliv og jeg fik nogle rigtigt gode bekræftelser på, hvad jeg allerede godt ved, men har rigtigt svært ved at forstå eller se i øjnene. Men nu er der ingen vej tilbage.
Ja, og så prøvede vi at lave clairvoyance to og to. Det var ret vildt. Min makker kunne genkende rigtigt meget af det, jeg sagde. Det jeg sagde, var det jeg fornemmede omkring hende og fik ”ned” til mig mens jeg sad der. Det var helt vildt for mig at prøve og jeg var lidt i præstationspres inden jeg gik i gang, men da min makker genkendte meget af det, jeg sagde og endda sagde at noget af det var så dybt og lå bag en masse ting i hende, blev jeg ret stolt.
Meen… jeg har liidt svært ved det der med at jeg skulle være clirvoyant, selvom jeg har fået en del bekræftelser på det efterhånden. Hmm…. Der er vist en skygge og lidt modtand på spil.
Det er jo altid spændende med den slags fornægtelse.
Husk, at du kan melde dig på næste hold her hos Mind & Spirit Mentor.
<3 Viktoria
DAG 3
Kære Univers, hvorfor er jeg her?
Det spørgsmål fik vi i dag lov til at stille os selv på dag tre af Mind & Spirit Mentor-uddannelsen/kurset jeg er på i denne uge.
Først skulle vi spørge os selv om det i en guidet chakra-meditation og derefter i en kanaliserings-øvelse, hvor vi sad med vores notesbog og skulle skrive ned, hvad vi fik af vide/havde af tanker, alt efter hvad man nu tror på. Vi skulle skrive det ned uden domme, uden at reflektere og ikke udelade noget som helst. Det var faktisk svært.
Personligt fik jeg flere domme ind over a la ”det kan du da ikke tænke om dig selv”, ”det kan Universet umuligt mene om dig”, ”så god er du ikke” – alt muligt negativt og pillen mig selv ned.
Men jo, det mener jeg og det mente Universet. Ellers kom det ikke til mig. Det affødte en ret spændende snak om hvorvidt vores tanker er fra vores bevidste jeg eller fra vores guddommelige kontakt til engle, universet, Gud, sin egen højeste intelligens eller hvad man nu tror på. Måske er det det samme?
Det jeg fik af vide er, at jeg skal dele mine erfaringer med andre mennesker, inspirere, give kærlighed, kommunikere kærligt, elske og sprede kærlighed og åbenhed, hjælpe børn og tale børns sag, og skrive og udrette noget med mine ord.
Og det håber jeg inderligt at jeg gør. Det er min mening med livet.
Som sexolog, som kvinde, som kærligt menneske.
Vi er nogle, der lever i to verdener
Vi lavede også en guidet engle-meditation, hvor vi fik hjælp af engle til at rådgive os. Det er noget jeg ret ofte bruger selv. Jeg har en engledagbog, jeg slår op i og jeg har englekort, som jeg bruger til at få hjælp, når jeg har brug for det. Det er så smukt og fint for mig at kalde på engle og bede om deres støtte.
Hver gang jeg hører Robbie Williams’ sang Angels bliver jeg så rørt, fordi jeg føler virkelig, at de bare er der – tilstede – i så mange af vores liv. Det synes nogle måske er tosset, men jeg synes, det er smukt og jeg føler, det er så farverigt at leve med troen på, at der er en anden verden, end den vi ser fysisk. Helt ærligt, vi har det mega sjovt os, der lever i to verdener.
Selvom vi bevæger os inde i den spirituelle verden, den ikke-fysiske verden, laver vi også en masse jordforbindelse og vejrtrækningsøvelser og så laver vi yoga på holdet, hvor Sussanne guider os. Vi har en spændende dialog om det spirituelle på holdet og deler rigt vores erfaringer ud til glæde for hinanden. Det giver en masse til inspiration og refleksion.
Er du nysgerrig på Sussanne og Mind & Spirit Mentor-uddannelsen/kurset, så kan du læse om hende og hvordan du også kan blive en moderne spirituel vejleder ved at klikke på linket.
Jeg håber, at du får en rigtig god aften.
Viktoria <3
DAG 4
“Lad os bare syre helt ud”
Det gjorde vi så. I dag på anden sidste dag af Mind & Spirit Mentor-uddannelsen talte vi nemlig en helt masse om, hvad vi tror på, der sker, når vi dør. Og hold da helt fest – slipper du en gruppe spirituelle mennesker løs i den snak, så lyder vi som en flok tosser på LSD. På nær at det er vi ikke. Men ikke desto mindre kom der nogle ret interessante bud på bordet og mens vi sidder der og smågriner af det hele, siger Sussanne så kærligt:
”Jamen, lad os bare syre helt ud” Og ja, hvorfor ikke?
Så vi gav den gas. Vi var ude i de mest syrede forestillinger alt imens Sussanne forsøgte at tegne vores bud for på den måde at skabe en model eller i hvert fald skitsere processen. Undervejs i dialogen fandt flere af os inspiration i hinandens overbevisninger og som en stor buffet af teorier omkring reinkarnation, sjælens rejse, universet smagte vi lidt på hinandens. Nogen tog nogle nye retter med hjem, andre fortsatte bare med at spiste deres livret.
Jeg tror at helt vildt mange mennesker har en idé om, at der sker noget efter vi dør. Jeg tror helt sikkert mange ikke tør fortælle åbent om, hvad de præcist tror, af frygt for at blive grint af eller værre. Selvfølgelig er der dem, der tror, at vi bare dør, bliver begravet og så slutter dén fortælling. Men mange – rigtigt mange – fornemmer jeg har en anden idé. Jeg er en af dem.Vi har et rigtigt varmt og åbent miljø i gruppen, hvor vi kan snakke om alt det, nogle af os normalt nok kun ellers taler med vores spirituelle venner om. Personligt tror jeg at det giver en ro at kunne drøfte det med andre mennesker, hvad vi tror eller håber sker, når vi dør. Og det har intet med religion at gøre. Ikke nødvendigvis i hvert fald.
Jeg tror, at når jeg dør forlader min sjæl min krop. Jeg tror på det med, at vi taber os 21 gram når vi dør, og at det er fordi vores sjæl tager af sted. Jeg ønsker, at nogen åbner et vindue når jeg dør, så min sjæl kan flyve ud. Det kan de også selvom der ikke bliver åbnet et vindue, men symbolikken er smuk, synes jeg. Min sjæl tror jeg kommer op i en højere bevidsthed og får en opgave – et menneske, som jeg skal hjælpe videre i deres liv, men som sjæl/engel/ånd. Et menneske, som jeg skal lære det, jeg har lær, støtte og hjælpe på sin livsrejset. Helt ærligt, det synes jeg er vildt smukt. Tænk, hvis det er sådan. Det håber jeg, at det er.
Giver du plads til din sorg?
Min dag på skolen har ellers været præget af, at jeg mærker en sorg i mit hjerte i disse dage. Jeg mærker at mit hjerte er såret og at det er både sår fra meget tidligere i mit liv men også nyere. De handler alle sammen om mit kærlighedsliv og de hjertesorger, jeg har haft. Jeg slæber stadig rundt på nogle af mine gamle sår, de er stadig åbne, og jeg er derfor i gang med at heale dem.
Jeg giver plads til sorgen
Men det nyere for mig er, at jeg giver sorgen plads. Jeg prøver ikke at få den til at gå væk eller bagatellisere den eller være vred og irriteret over at den ’ødelægger’ min dag. Nej, jeg lader den være der og fylde hele mit bryst. Jeg lader tårerne trille, når de er der og prøver ikke at holde dem tilbage. Det er utroligt befriende at bare lade mine følelser være der, når de er der.
Mange af os går og gemmer følelser væk, fordi de forstyrrer os. Det er okay, at vente med at pakke alle sine følelser ud til man er hjemme, hvis man er et sted, man ikke lige vil græde igennem eller har en travl uge og vente med at føle dem igennem og hele dem til ugen efter, men direkte at lukke ned for dem, fjerne dem med magt ved at undertrykke dem og så ikke tage dem frem – eller kalde dem frem – det er utroligt hårdt følelsesmæssigt og direkte sundhedsskadeligt for kroppen.
Så føl dine følelser, mærk sorgen. Giv dem lov og giv dem plads. For ellers gør de som badebolden, du prøver at holde nede under vandet – de popper op massivt et andet sted.
Husk, hvis du gerne vil med på Mind & Spirit Mentor-uddannelsen, så hold øje med datoerne for det nye hold.
I kærlighed
Viktoria
DAG 5
Selv Hitler kan tilgives:
Er der nogen, du har brug for at tilgive? Få mit bud på, hvad tilgivelse er og hvad tilgivelse IKKE er.
På den sidste dag af Mind & Spirit Mentor-kurset har vi talt om tilgivelse og lavet tilgivelses-øvelser. Vi fik indføring af i en ældgammel tradition og spirituel praksis udi tilgivelse, som jeg personligt synes er rigtig smuk. Den hedder Ho Opono Pono.
Ho Opono Pono lyder sådan her:
Jeg er ked af det
Tilgiv mig
Jeg elsker dig
Tak – og det er sket!
Hvad er tilgivelse? Og hvad er tilgivelse IKKE!
Tillad mig at opklare en kæmpe stor misforståelse om tilgivelse:
Tilgivelse er IKKE at acceptere en (u)gerning. Tilgivelse er IKKE at sige, at det hele er okay, at man bare skal lægge sig flad tned og lade sig vade henover, eller at man ikke må være vred og ked af det. Tilgivelse er IKKE et fripas for parten, der har såret, til at bare fortsætte sin adfærd, som sårer andre.
Tilgivelse ER i stedet at sætte sig selv og den anden person fri for skyld og skam og komme videre med sit liv. Kort sagt: at give slip på nag fordi det er en skide dårlig energi at gå rundt med. Men først når du har været vred og i sorg, hvis du har brug for det.
Du kan ikke bare springe følelserne over og gå direkte til at slippe og tilgive – slet ikke hvis du prøver at kvæle følelserne. Nej, den går ikke.
Nogle gange kan man mærke, at man har brug for at gå og bære lidt nag. Og det er fint. Bare gør det. Men på et tidspunkt vil jeg anbefale dig, at sætte det fri og glemme det – når du har følt følelserne. For din egen skyld. Men også fordi, at jeg tror på, at alle mennesker har fortjent en ny chance. Og det har du også. En chance for at komme videre fra det, der sårede dig og gjorde dig vred.
Sådan tilgiver du med Ho Opono Pono
Måden du anvender Ho Opono Pono på er, at du sidder i en stille stund og forbinder dig med det, du føler er Universet, Gud eller dit eget højeste jeg – der, hvor du er dit allermest sande jeg.
På jordisk sprog betyder det, at du skal prøve at finde det sted inde i dig, hvor du er allermest kærlig og tilgivende og hvor du endda kan genkende noget af dig selv i den, du er vred på eller såret over. Og ja, det er muligt.
Der ER noget i dig, der KAN elske det menneske, du hader allermest. Det kræver et stykke arbejde af og til, men det er der.
Selv Hitler (det er altid det eksempel folk kommer med, når jeg siger det her) kan tilgives og elskes. Ja, I know, det er vildt jeg siger det, men prøv at have et åbent sind et øjeblik …
Ja. Hitler dræbte koldblodigt millioner af mennesker, og det kan ikke forsvares, men – og der er et men – han var måske en god ven eller en kærlig kæreste over for Eva Braun. Han var et meget vredt og såret menneske og vrede og sårede mennesker gør grufulde ting. Det er ret enkelt. Og skal vi hade ham, fordi han var såret og vred? Nej, vel. Skal vi tage afstand fra hans frygtelige handlinger – selvfølgelig. Kan du se forskellen?
Så, selv Hitler kan tilgives, hvis vi tør gå ind i det sted, hvor vi er allermest kærlige som mennesker.
Det, du gør er, at du gentager Ho Opono Pono inde i dig selv indtil du kan mærke, at du har sluppet din indignation og modstand mod at slippe og tilgive. Indtil du når der til, hvor du helt ærligt kan sige ”…og det er sket”. Hvilket betyder, at du har sluppet. Det behøver ikke tage lang tid. Men det betyder omvendt heller ikke, at du kan opnå tilgivelse på et kvarter over for alt – nogle ting skal tages frem og Ho Opono Pono skal indover flere gange over en længere periode. Det er okay.
Så er der nogen i dit liv, du har brug for at slippe og tilgive? Ikke mindst tilgive dig selv?
Og så blev vi certificeret i dag …
Det var sidste dag på uddannelsen i dag. Så nu er vi blevet certificeret moderne spirituelle vejledere. Det har været en helt fantastisk uge, som vi alle har fået rigtigt meget ud af. Jeg synes, at kurset både har fungeret som en slags ”grunduddannelse” i spiritualitet og spirituel praksis, men også rigtig givende for de af os, der er spirituelle i forvejen, til at samle sig med åndsfæller. Det har været helt vidunderligt. Jeg er meget taknemmelig.
Hvis du synes, det lyder som noget for dig, kan du læse mere om Sussanne Wexø og kurset/uddannelsen på Mind & Spirit Mentor.
Rigtig god weekend, Viktoria.
Kommentarer