SENSITIVITET, SANSELIGHED
& INTUITION
Life Club interviewer Anne Tjagvad,
pædagog, coach og mindfulness instruktør med speciale i sensitive børn og deres forældre.

Fem spørgsmål omkring sensitivitet
Life Club har stillet Anne Tjagvad fem spændende spørgsmål omkring sensitivitet i forbindelse med vores tema om Sensitivitet, sanselighed & intuition.
Nyd en stund med skøn og dejlig inspiration …
Hvad er et sensitivt barn & hvilke er de vigtigste træk?
Et sensitivt barn er et barn, som er født med et ganske særligt personlighedstræk.
Det som særligt kendetegner disse børn er, at de er sansestærke.
De ser og oplever verden endnu stærkere end børn der ikke er særligt sensitive. Meget forenklet sagt kan man sige, at disse børn oplever sanseindtryk 10 gange stærkere end børn uden dette personlighedstræk.
De sensitive børn er også beriget med en stærk intuition, stor empatisk evne, kreative evner, de er intelligente, videnbegærlige, omsorgsfulde, har en stor retfærdighedssans og så er de meget følsomme.
De sensitive børn overvældes og overstimuleres hurtigere end andre børn, og det kan ofte udmønte sig i store følelsesmæssige reaktioner.
Hvordan kan vi bruge denne viden om vores barn/børn og hvad er de vigtigste omsorgsregler for et sensitivt barn?
Som forældre og omsorgspersoner omkring de sensitive børn, kan vi bruge denne viden til lettere at forstå barnets reaktioner.
Særligt når barnet er i dets følelsers magt, kan vi lettere rumme dets ofte voldsomme følelsesmæssige reaktioner, når vi forstår, at det er en del af det at være sensitiv. Mange børn trives godt med forudsigelighed og at tingene omkring dem foregår på samme måde hver dag.
De sensitive børn profeterer virkelig godt af dette, da det skaber tryghed, og samtidig er medvirkende til at de ikke så hurtigt bliver overstimulerede.
Sensitive børn har brug for små pauser i hverdagen, og den anerkendende kommunikation bidrager især til at børnene føler sig set, hørt og forstået. Dette nedsætter samtidig risikoen for oversimulation.
Når børnene er blevet overstimulerede har de brug for ekstra omsorg til ting, som de ellers normalt selv mestrer. Dette kan f.eks. være at de pludselig efter en dag i institution eller skole ikke selv magter at tage tøj på.
Hvordan beskytter man sit barn/børn mod overstimulering?
De sensitive børn har især behov for små pauser i hverdagen, mindfulde stunder, de har brug for at lade op, for forudsigelighed, tryghed, omsorg, nærvær, anerkendelse, ro og rum til fantasi og kreativitet.
Hvad er dit vigtigste budskab til forældre med sensitive børn?
Mit aller vigtigste budskab er at se de sensitive børn, som de fantastiske gaver, de er til denne verden.
Samtidig vil jeg minde dig, som er forælder til et sensitivt barn om, at du er den bedste mor for dit barn, og at vi ikke kan sammenligne os selv og vores børn med andre.
Vær tro mod dig selv og din egen intuition.
Jeg tror på, at verden bliver et bedre sted at være, når der også er plads til alle de sensitive sjæle.
Har du en god øvelse eller forslag til gode rutiner til at møde sit barns sensitivitet?
Ja, jeg kan varmt anbefale små mindfulde stunder som f.eks. guidede visualiseringer for børn, børne-massage, lade sig optage af nuet, være i naturen, lytte til vindens susen, regnen eller havets bølger.
I forhold til rutiner giver det barnet tryghed at skabe forudsigelighed, det kan f.eks. være at rutinerne hver morgen, eftermiddag og aften er de samme stort set hver dag.
Det kan også være at forberede barnet på dagens gøremål, f.eks. kan overgange fra hjemmet til institution være svære at magte og barnet kan give udtryk for at det f.eks. ikke vil i børnehave.
Ved at anerkende barnets følelser og forberede barnet på skiftet , ved f.eks at sige om lidt skal vi i børnehave, og så lidt efter sige, nu skal vi i børnehave. Barnet vil da have lettere ved skiftet og bliver mindre overstimulere, når det forberedes.
Af hjertet tak til Anne Tjagvad
Vil du lære Anne bedre at kende?
Anne Tjagvad er pædagog, coach og mindfulness instruktør med speciale i sensitive børn og deres forældre.
Læs mere på: www.sensitivthjerte.dk
Hvis du har lyst, er du altid velkommen til at skrive en kommentar til indlægget her via formularen nederst på siden her.
Tak for dig!
Kærligst & Namasté
Kommentarer