Skip to content

Mindfulness & yin yoga

En vej til nærvær og indre ro gennem kroppen


Blogindlæg af Anne Goncalves –
annegoncalves.com

I en tid, hvor mange af os konstant er på farten, bliver det vigtigere end nogensinde at finde pauser til ro og refleksion. Mindfulness har for længst fundet vej ind i vores hverdag som et redskab til at skabe balance og nærvær. Og mindfulness handler ikke kun om at sidde stille og meditere – det er så meget en praksis, der går gennem kroppen.

Yin yoga er blid yogaform, som integrerer mindfulness på smukkeste vis, hvor der er god tid til at lande i kroppen med nærvær. Det er en rejse ind i kroppen, ind i sindet og ind i øjeblikket. Som mindfulness-instruktør vil du sikkert kunne genkende de grundlæggende principper om nærvær og accept i yin yoga, og netop derfor er yin yoga en fantastisk måde at integrere mindfulness i bevægelse.

Yin yoga er mindfulness i bevægelse

Yin yoga er en langsom og meditativ yogastil, hvor stillingerne holdes i længere tid – typisk mellem tre og fem minutter. Fokus er på at bevæge bindevævet i stedet for de større muskelgrupper. Gennem de lange hold i en stilling skabes en unik mulighed for at være til stede i kroppen på en mindful måde.

Hvorfor er yin yoga mindfulness? Fordi det kræver, at vi er til stede i kroppen, selv når det føles intenst eller ubehageligt. Yin yoga lærer os at observere og acceptere de fornemmelser og tanker, der opstår, uden at dømme dem. Ligesom mindfulness er yin yoga en invitation til at slippe kontrol og være til stede med det, der er.

Læs meget mere om hvad yin yoga er her

Yin yoga og mindfulness komplementerer hinanden

Mindfulness handler om at være bevidst til stede i nuet uden at dømme. Det handler om at iagttage tanker, følelser og kropslige fornemmelser med accept og nysgerrighed. På samme måde inviterer yin yoga os til at dykke ind i nuet gennem langsomme meditative bevægelser og tiden i yin stillingerne.

Når vi praktiserer yin yoga, bliver vi også konfronteret med uro, rastløshed eller ubehag. I stedet for at flygte fra disse følelser, øver vi os i at være med dem. Netop denne praksis spejler mindfulness-træning, hvor vi øver os i at observere uden at reagere.

Sådan kan du integrere mindfulness i din yin yoga praksis

Prøv fx denne yin yogastilling, som hedder ‘Halv Sommerfugl’:

Sådan gør du:

Start med at lade kroppen lande på yogamåtten: Begynd med et par rolige dybe vejrtrækninger. Lad åndedrættet være dit anker i nuet.

Sæt dig med højre ben strakt, flex foden let. Bøj venstre ben, og sæt foden mod indersiden af højre ben. Bevæg overkroppen blidt fra side til side og læn dig langsomt forover, til du finder et behageligt stræk på bagsiden af højre ben, over lænden og ryggen og evt. venstre inderlår. Måske kan du komme hele vejen frem og tage fat om din højre fod.

Bliv siddende her i 3-5 minutter og i tiden her kan du tilføje mindfulness øvelser:

Accepter det, der opstår: efter længere tid i en yin yogastilling kan fx utålmodighed dukke op. Giv dig selv lov til at mærke det, uden at ændre det.

Observer dine tanker: Læg mærke til, hvilke tanker der opstår i stillingen. Går du ind i tankespind, eller kan du trække opmærksomheden tilbage til åndedrættet?

Vær blid ved dig selv: Ligesom i mindfulness-praksis er det vigtigt at være venlig over for dig selv. Giv dig selv lov til at være præcis, som du er.

Kom langsomt ud af stillingen igen – sæt dig et øjeblik med strakte ben, inden du skifter til modsatte ben og gentager øvelsen.

Når du møder dig selv i de stille yin yogastillinger

Mange af os er vant til at presse kroppen i dynamiske yogastilarter eller træningsformer, hvor vi konstant bevæger os. De hurtige bevægelser afspejler den måde, vi er I verden på: I et hurtigt, forbigående tempo, hvor vi hele tiden skal præstere og ikke giver os selv lov til at stoppe op og mærke efter.

Yin yoga inviterer til det modsatte: stilhed, tålmodighed og dyb opmærksomhed.

Når vi tillader kroppen at give slip i en yin-stilling, giver vi også plads til at lytte til de signaler, kroppen sender. Det kan være en stivhed i hofterne, der langsomt slipper; en ømhed i lænden, der aftager med de blide bevægelser…

Ved at bringe mindfulness ind i kroppen på denne måde skaber vi en dyb forbindelse mellem krop og sind. Vi lærer at stole på kroppens visdom og anerkende, at den ved, hvordan den skal finde balance, hvis vi giver den tid og plads.

Yin yoga som en vej til at slippe kontrol

Vi lever i en kultur, hvor kontrol ofte ses som et nødvendigt værktøj til succes. Vi styrer vores tid, vores arbejde, vores sociale relationer. Men hvad sker der, når vi slipper kontrollen?

Yin yoga lærer os netop det. Vi forcerer ikke kroppen ind i stillingerne, vi lader den give efter og åbne sig, når den er klar.

Denne overgivelse er en mindfulness-praksis i sig selv. Vi træner os i at være med det, der opstår, uden at kontrollere eller ændre det. At slippe kontrollen er nemlig ikke en svaghed – det er modet til at være sårbar og autentisk.

Mindfulness gennem yin yoga: en praksis for livet

Når vi træner yin yoga med et mindfuldt mindset, overfører vi også denne tilgang til vores hverdag. Vi bliver bedre til at være med de situationer, vi ikke kan kontrollere, og vi finder ro i øjeblikke, der ellers ville skabe uro.

Tænk på yin yoga som en praksis, der gør os i stand til at møde livet med mere tålmodighed og accept. Ligesom i meditation lærer vi at betragte vores indre landskab uden at blive revet med. Yin yoga er derfor ikke blot en fysisk praksis – det er en måde at skabe et dybere nærvær i livet.

Hvis du allerede praktiserer mindfulness, vil du opleve, at yin yoga kan forstærke din praksis. Næste gang du ruller yogamåtten ud, så prøv at gå til yin yoga med en intention om nærvær og accept. Tillad kroppen at fortælle sin historie, og vær med det, der er. Det er mindfulness i bevægelse – og det er en gave til både krop og sind.

Tak fordi du læste med – jeg håber, du blev inspireret til at udforske yin yoga som en mindful praksis.

Hvis du er nysgerrig på yin yoga og gerne vil lære mere, så er min Yin Yogauddannelse måske noget for dig – den afholdes både i Vejle og København.

 

Om Anne Goncalves:

Anne er yogalærer, akupunktør og forfatter til to bøger: Yoga mod stress og Yin yoga – Mød dig selv i stilheden. Hun startede sin karriere som grafisk designer og levede et travlt liv i London – indtil kroppen satte en stopper for det. Et stressknæk blev vendepunktet, der fik hende til at ændre kurs og skabe et liv med mere ro og nærvær.

I dag underviser Anne primært i yin yoga og brænder for at dele redskaber fra yogaens verden, som kan hjælpe andre med at finde indre ro og balance.

Læs mere om Annes uddannelser og online yogaklub på www.annegoncalves.com

Jeg håber, at denne fine gæsteblog af skønne Anne har givet dig lyst til at praktisere mindfulness i bevægelse. Anne er uddannet Mindfulness Instruktør hos os helt tilbage i 2015. Siden har vi samarbejdet om skønne retreats med netop Mindfulness og yoga i fineste harmoni.

Og hvis du har lyst til at lære mere om mindfulness, og måske endda uddanne dig som instruktør, så klik dig endelig videre via linket herunder.

Mindfulness Instruktør Uddannelsen
– uddannelsen kan også tages online


Kærligst & Namasté

 Sussanne

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.

Back To Top